Velkommen til

Velkommen til

Kennel Wildmountain Tollers' blog

Her kan I læse de senest nyheder om vores "hundeliv". Hvis I vil vide mere om vores hunde og vores opdræt, så kan vi anbefale, at I kikker på vores hjemmeside www.wildmountain.dk. I vores opdræt prøver vi at foksere på tollerens jagtlige egenskaber uden dog at miste fokus på sundhed og eksteriør.

Nyt fra Vestfronten

Latest news / Sidste nytPosted by Lis Kudsk [Webmaster] Fri, June 22, 2018 21:29:19

Vi har ikke trænet hos Pernille siden april. Hun har skåret lidt ned på holdene, da hun jo har overtaget Dummyshoppen. Da hun fjernede torsdagsholdene, som var det, vi gik på, så var der pludselig ikke længere plads til os på Pernilles hold. Så efter at have gået et stykke tid uden en streng instruktør til at rette på mig og Vixen så var vi - Helle og jeg - så heldige at få en plads på et hold hos Marianne Pedersen. Det er dejligt med nye øjne og nyt terræn.

Vixen har godt nok ikke vist sig fra sin bedste side. Hun stresser utrolig let for tiden, hvilket medfører lidt lyd. Jeg ved ikke helt, hvad der er galt. Måske har jeg ikke trænet nok, måske har jeg presset hende for meget, eller måske det Tivas indtog i familien, der har sat sine spor. Jeg har selvfølgelig trænet lidt selv, en del med Helle og en del med Martin. Martin er god til at fortælle mig ting, som jeg først ikke har lyst til at høre. Men når jeg så tænker over det, så har han jo ret. Helle og jeg er måske lidt for gode til at bekræfte hinanden i, at det hele går ganske fint. Og vi har måske også en tendens til at skære lidt hjørner og være tilfredse med noget, som vi ikke burde være tilfredse med. Så det er dejligt igen at gå hos en instruktør.

I mellemtiden har Pernille tilbudt os en plads på et onsdagshold. Det tilbud har vi selvfølgelig taget imod med kyshånd. Helle og Cookie har også fået en plads, så det er bare skønt. Vi var af sted i onsdags, og vi og hundene blev udfordrede. Også bagefter under kaffen blev vi udfordrede, da det er virkeligt svært ikke at købe noget i Dummyshoppen :-)

Martin har vist os et nyt sted at træne i Gullestrup. Der er nogle små søer, som er gode til at øve dirigeringer over vand. Vi behøver jo ikke træne svømning, så der er ingen grund til, at hundene skal bruge alle kræfterne på at det. Desuden er terrænet en del anderledes, end hvad vi er vant til, så der er masser af muligheder for at lave alt muligt. Skønt med nye omgivelser.

Tiva vokser som hun skal og er en dejlig, lille hundehvalp. Leif har gået til hvalpetræning hos Sanne Ammitzbøll, og det har været rigtig godt. Heldigvis fortsætter holdet senere på sommeren. Han er godt til at træne små, korte sekvenser med hende herhjemme. Hun er utrolig lærenem, og der er allerede nu styr på mange ting. Fra Leifs side er der en smule frustration ind i mellem, da han klikkertræner hende. Men det er jo også nyt for ham, så han kan godt blive lidt usikker på, hvad der er rigtigt og forkert. Heldigvis har vi klikkerkloge folk i omgangskredsen (Helle, Martin, Gitte), så der er hjælp at hente. Desuden har Helle og jeg udvidet vores lille ”træningsvirksomhed” med lidt hvalpetræning. Eneste deltagere er Leif og Hanne (som skulle have haft en Vixen-hvalp men nu har fået en hvalp fra June og Odd i Norge).

Tiva er en utrolig sød og dejlig vaps. Hun er meget rolig og kærlig. Hun har endnu ikke bidt noget i stykker. Hun har gnavet lidt i nogle ting, men ikke noget alvorligt. I denne tid, hvor døren til kælderen og fra kælderen og ud til haven står åben, så finder vi dagligt ting i haven, som Tiva har slæbt med ud. Det kan være legetøj, men det kan også være vores sko (som hun er kommet lidt op i højden), andre ting hun finder i kælderen, og en enkelt gang en BH, som hun havde hugget fra vaskekælderen. Hun er en lidt blød hund; der skal ikke så meget til at gøre hende ked af det. Så det er godt, at det ikke er mig, der skal træne med hende.

Vi bøvler jo som sagt lidt med Tivas krøllede ører. Vi har haft dem tapet, men da hun så fik en grim øreinfektion, droppede vi tapen i en periode. Vi skal i gang med at tape igen, da de skide ører helt lever deres eget liv. Forleden fik hun lidt problemer med maven. Hun havde i den grad tyndskid; det stod ud af hende med 110 km/t. Jeg er egentlig ikke sart, men jeg var ved at gå i gulvet over lugten. Aldrig har jeg lugtet noget så grimt. Hun er nu på ris og kylling og ZooLac, så vi håber, det går den rigtige vej. Leif var ved dyrlægen forleden for at veje hende: 8,9 kg. Dyrlægen syntes, at hun var for tynd – og hun er bestemt heller ikke tyk. Men hun vejer nogenlunde det samme som Vixen, da hun var i den alder, så…. Vi har nu alligevel besluttet at skrue lidt op for madmængden. Vi har fulgt foderanvisningerne, og derudover har hun fået en del godbidder ifm. træningen (og fordi hun bare er så sød :-)), men hun har en glubende appetit og tømmer skålen hurtigere end Vixen tømmer sin, så måske skal hun have lidt mere.



  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.