Velkommen til

Velkommen til

Kennel Wildmountain Tollers' blog

Her kan I læse de senest nyheder om vores "hundeliv". Hvis I vil vide mere om vores hunde og vores opdræt, så kan vi anbefale, at I kikker på vores hjemmeside www.wildmountain.dk. I vores opdræt prøver vi at foksere på tollerens jagtlige egenskaber uden dog at miste fokus på sundhed og eksteriør.

Årets anden tollerjagtprøve

PrøverPosted by Lis Kudsk [Webmaster] Mon, May 28, 2018 21:45:16

Årets anden tollerjagtprøve var lagt i Jylland. Nærmere bestemt i Auning øst for Randers. Vixen og jeg skulle igen forsøge os i åben klasse. Vi var i alt fire i klassen – deriblandt Helle og Cookie. Helle havde ikke været sikker på, om Cookie ville være klar til prøven. Men da hun nu er trappet ud af binyrebarkhormonen og har fået både muskler og energi tilbage, så blev hun tilmeldt.

Prøven blev afholdt i et lille men spændende område med en lille sø omkranset af træer. Der, hvor vi tollede, var der et hul i trærækken, så vi havde udsyn til søen. Men for at komme i vandet skulle hundene passerer en sivbælte på et par meter. Uden i søen lå der masser af åkander. Så det var udfordrende. Prøvelæggeren var Henrik Hansen, som havde lagt en spændende prøve for alle klasser. Dommer var Christian Brix, der som altid var i højt humør og meget fair i sin bedømmelse.

Åben klasse var sidste klasse på dagen, da man havde valgt at lægge vinder efter begynder og så derefter holde frokost. Vixen var første hund i åben klasse.

Vi lagde ud med at tolle, og det forløb som det plejer: Masser af fart og ro, når det var påkrævet. Så kom dobbeltmarkeringen på vand. Sivene var så høje, så Vixen kun så ænderne, mens de var i luften. Jeg kunne se, hvor de landede. Til gengæld så kunne jeg ikke se Vixen, før hun var et godt stykke ude af sivene. Den første hentede hun uden de store problemer. Den anden måtte jeg hjælpe lidt til med, men den kom hjem.

Lige derefter var der en dirigering, hvor linjen lå lidt til højre for den anden markering i dobbeltmarkeringen. Der var ligesom lavet to ”motorveje” ud igennem sivene. Ifm. dirigeringen ville jeg gerne have Vixen til at tage den højre. Hun tog den venstre, hvilket førte hende i en helt forkert retning. Der var ikke andet at gøre, end at lade hende komme igennem sivbæltet og ud på åbent vand. Hvis jeg korrigerer hende for tidligt, vender hun om. Hun kom fri af sivene, og jeg begyndte at sende hende mod højre. Hun hang lidt fast i området, hvor den første and i markeringen var faldet. Det lykkedes mig at få hende skubbet lidt mere til højre og op på land. Så var det bare at sende hende til højre. Hun måtte lidt længere ud end det sted, hvor anden lå for at få færten. Men det lykkedes.

Så var det tid til dobbelt landmarkering. Vi skulle gå fri ved fod op i området (ca. 20-30 meter). Vixen blev ved min side, men elastikken var i den grad spændt, så det var ikke nogen pæn fri ved fod. Markeringerne blev begge kastet ifm. et læbælte mellem marken og vejen. Den første landede på vejen, mens den anden landede på marken i noget halvhøjt bevoksning. Her var Vixen helt med på, hvor de lå, og det tog ikke lang tid, før begge ænder var hjemme.

Så var det tid til en pause. Det er jo det gode ved at starte som den første i et makkerpar i frit søg. Første hund får mulighed for et hvil, mens hund 2 laver tolling, vandmarkeringer, dirigering og landmarkeringer. Da vi sad lige op og ned af søen i pause, var Vixen dog ikke specielt afslappet. Hun fulgte med i alt, hvad der foregik, selv om hun ikke kunne se noget.

Da makkerhunden blev færdig var det tid til sidste opgave: Det frie søg. Fuglene lå dels i et sivområde, dels i et ”skov”-område og dels i højt græs. Vixen søgte rigtig flot og med god fart, og hun kom over hele området. Desværre – og uvist af hvilken grund – lagde hun en and på jorden. Så der røg lige en præmiering.

Jeg var rigtig tilfreds med Vixen. Jeg syntes, at hun arbejdede rigtig god. Hun var fint dirigerbar, selv om jeg gerne havde set, at hun lyttede lidt mere til mig. Hun var god i det frie søg, hvor hun jo har haft lidt problemer med at gå i stå og nogle gange komme tilbage.

Dommeren var åbenbart også tilfreds med hende, for hun fik en 2. præmie. Grunden var selvfølgelig den and, hun lagde på jorden i søget. Han var dog heller ikke imponeret over hendes fri ved fod og så den gerne forbedret til næste gang.

Cookie endte med et 0. Hun knaldede på vandmarkeringen og så dem derfor slet ikke. Det betød, at Helle ikke kunne overbevise hende om, at der var noget i vandet. Da vandmarkeringerne ikke lykkedes, droppede de dirigeringen. Til gengæld var hun fantastisk på både landmarkeringerne og i det frie søg. Så alt i alt var Helle tilfreds med hende. Bare det, at hun var klar til at stille på prøve, var gevinst nok i sig selv.



  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.