Velkommen til

Velkommen til

Kennel Wildmountain Tollers' blog

Her kan I læse de senest nyheder om vores "hundeliv". Hvis I vil vide mere om vores hunde og vores opdræt, så kan vi anbefale, at I kikker på vores hjemmeside www.wildmountain.dk. I vores opdræt prøver vi at foksere på tollerens jagtlige egenskaber uden dog at miste fokus på sundhed og eksteriør.

Dobbeltprøve i Midtjylland

PrøverPosted by Lis Kudsk [Webmaster] Wed, September 05, 2018 21:29:06

Som en del af JU har det længe været et ønske for mig at arrangere en dobbeltprøve. Jeg synes, det er fedt at kunne gå til prøve to dage i træk i to forskellige terræner. Min idé var også, at det måske kunne tiltrække flere tollerfolk - også fra udlandet. I år havde jeg så chancen for at arrangere det. Da der skete en del i JU i løbet af foråret, og da jeg selv bl.a. stod med det ene ben ude af JU, så kom jeg lidt sent i gang med alle de praktiske ting. Jeg turde ikke rigtig gå ”all in” med at annoncere det vidt og bredt, da min plads i JU var lidt ustabil. Så måske derfor blev det ikke det store tilløbsstykke, som jeg havde håbet.

Ikke desto mindre havde vi, der var mødt op (10 hunde lørdag og 14 hunde søndag) en rigtig god weekend.

Lørdag var prøven lagt på Svansømosegård ved Skive. Det er et område, som DRK ofte bruger til prøver, og jeg var glad for, at ejerne gav os muligheden for at lave en prøve der.

Martin Degn, som jeg jo har trænet en del sammen med i næsten al den tid, jeg har haft toller, lagde prøven. Martin havde lagt en rigtig god prøve, som sine steder var udfordrende men hele tiden fair overfor hundene. Og han fik efterfølgende meget ros for den.

Bortset fra Leif, var alle hjælperne novicer, men hold da fast, hvor var de gode, og hvor kørte det hele bare som en velsmurt maskine. Stor ros til dem.

Martin havde sat sig grundigt ind i reglementet og udnyttet det til fulde, så de var både ænder, gæs, fasaner, duer, kaniner og blishøns på prøven. To gange blev han faktisk kontaktet af deltagere, der ellers kender reglementet ret godt, som mente, at hhv. krikænder og fasaner ikke måtte bruges på hhv. kvalifikationsprøven og i begynderklassen. De måtte dog erkende, at Martin var mere opdateret på reglementet end dem. Jeg ved jo, at Martin er en voldsom grundig mand, så det var ikke overraskende for mig :-)

Dommer fra Finn Lange, som jo har dømt tollerne i rigtig mange år.

Min prøve med Vixen var ikke noget at råbe hurra for. Allerede ved tollingen kunne jeg mærke, at det ikke ville gå. Hun er normalt tændt men tyst og under kontrol under tollingen. Det var hun ikke den dag. Der var uro og en smule pib i pauserne. Hun hentede den sidst kastede af den dobbelt vandmarkering først, og det gjorde hun uden problemer. Jeg sendte hende på den anden. Og i stedet for at holde øje med min hund, så rettede jeg fokus på at flytte en and på jorden, så jeg ikke trådte på den. Jeg opdagede derfor lidt for sent, at Vixen var usikker på, hvor hun skulle hen, og var stort set vendt, inden jeg fik fokus på hende igen. Så det tog lidt tid og dirigeringer at få hende på rette vej. Men det lykkedes da.

Så gik vi fri ved fod over til dobbelt landmarkering. Og ja, det var en voldsom fri fri-ved-fod. Markeringerne klarede hun ok og uden hjælp. Hun var ikke direkte på dem men måtte søge lidt i det høje græs. Det var nok den opgave, jeg var mest nervøs for, for der var ikke meget at markere op ad, og begge fugle landede i knæhøjt græs. Men vi fik dem hjem i en nogenlunde stil.

Så gik vi hen til dirigeringen – denne gang med line på. Egentlig en enkelt dirigering over et areal med lidt højt græs ud til nogle små buske, hvor der lå en gås. Vixen afveg fra linjen, men jeg fik hende tilbage på sporet og ud i området. Jeg er ikke sikker på, om dommeren opdagede, hvad der egentlig skete, for han nævnte ikke noget om det hverken i den mundtlige eller skriftlige kritik. Men Vixen valgte helt bevidst at overse gåsen. Dommeren spurgte endda, om de nu havde husket at lægge den ud. Ha, jeg kunne godt se, hvad der foregik. En lidt skrap kommando fra mig, fik hende til at samle bæstet op. Den blev godt nok lagt nogle gange på vej hjem, og jeg mener heller ikke, at jeg fik den i hånden.

Efter at have ventet på, at Helle og Cookie kom igennem posterne, var det tid til det frie søg – med Cookie som makker. Det første stykke af området var med halvhøjt græs, som gik over i et tæt buskads, som igen gik over i et område med vand med høje og meget tætte siv. Mens vi havde ventet på, at Cookie og Helle skulle blive klar til søget, havde Vixen hørt på en del ænder, der holdt en fest i søen. Så da jeg skulle sende hende, strøg hun direkte i vandet. Hun brugte meget lang tid derude, og jeg kunne høre, at hun var meget aktiv. Jeg tror ikke på, at hun på noget tidspunkt var ude på åbent vand og dalre rundt. Jeg er helt sikker på, at hun arbejdede intenst. Og da jeg senere så området, kunne jeg godt forstå, at det tog tid. Sivene stod meget tæt, og det var virkelig svært for hundene at bevæge sig rundt i. Nå, men efter noget tid kom hun da tilbage med en and. Den lange ventetid var ikke noget for Cookie, der blev temmelig vokal. Da Vixen kom tilbage, ville hun være solidarisk og var også temmelig vokal. Nå, men hundene fik søgt og hentet lidt af hvert. På et tidspunkt løber Vixen igen ned i vandet og ud i sivene. Igen går der lang tid, uden at hun kommer tilbage. Pludselig kan jeg høre, at hun piber temmelig højt. Ikke utålmodigheds-pib men derimod ”hjælp-mig-pib”, og jeg kunne høre, at hun var i panik. Jeg kunne naturligvis ikke gøre andet end at sige til dommeren, at hun gik jeg altså ned og hjalp mig hund. Der gik en bro ud i vandet, og fra broen var der kastet nogle ænder ind i sivene. Et stykke ude stod Vixen ved siden af en and. Hun sad uhjælpelig fast, og jeg kunne hverken få hende frem eller tilbage. Hun kæmpede en brav kamp, men det kunne ikke lykkes. Jeg fik fat i nakken på hende og fik hende hevet op på broen, og vi gik tilbage til startpunktet. Dommeren mente, at jeg skulle sende hende igen, så hun kunne ryste oplevelsen af sig. Hun løb ud i buskene og fandt en and til mig. Jeg sendte hende igen, og gudhjælpemig om hun ikke fes direkte ned i sivene igen. Denne gang klarede hun dog ærterne selv og kom hjem med en and. Men det viser lidt om, at min lille rævetøs ikke sådan lader sig ryste. Og det er jo en af de ting, jeg elsker ved hende.

Nå, men så var prøven færdig, og dommeren kunne allerede der fortælle os begge, at vi ikke skulle regne med præmiering. Faktisk gav han os et D (diskvalifikation) pga. lyden. Ifølge reglementet kan man dog kun give D for ”aggressiv adfærd”, ”skudrædhed” eller ”hårdmundethed”. Da dommeren blev gjort opmærksom på det, ændrede han det til et 0. Netop fordi et D gives for nogle ting, der i mine øjne er virkelig negativ, så har jeg ikke lyst til at have et ufortjent D stående på Hundeweb. Så det var dejligt, at vi kunne få det ændret uden diskussion.

Søndag gik turen så til Karup, hvor vi via Martin havde lånt militærets arealer. Igen lagde Martin en rigtig god prøve, og igen fik han meget ros for prøven. Igen var hjælperne folk, der ikke have prøvet det før. Og igen gjorde de det helt fantastisk.

Dommeren var Hanne Søndenbroe, der som altid var meget fair i sin bedømmelse af hundene.

Overordnet set var jeg meget tilfreds med Vixens arbejde. Men helt fortjent fik hun et 0 pga. en elendig fri ved fod, hvor hun faktisk to gange gik af hånd, ligesom der var en lille smule lyd, da der blev skudt til dirigeringen under vores fri ved fod. Men hendes arbejde var jeg meget tilfreds med.

Vi lagde jo som sædvanligt ud med tollingen. Her var hun hurtig som en raket, når vi tollede og rolig og lydløs, når vi holdt pause. Vandmarkeringerne faldt i en meget bred vinkel. Ved en fejl blev der ikke skudt til nr. 2 fugl, men da sådan en and laver et ordenligt plask, når den lander på vandet, var det ikke noget problem. Og Vixen hentede da også begge fugle uden problemer. Jeg synes ikke, at der var noget som helst at sætte en finger på ifm. tolling og vandmarkeringer.

Landmarkeringerne faldt begge i kanten af et område med skub og igen i en bred vinkel. Til min store overraskelse gik Vixen efter den første kastede. Det lykkedes hende ikke at finde den, så hun søgte ned mod den sidst kastede. Den fandt hun forholdsvis hurtigt. Da hun kom tilbage, sendte jeg hende på den først kastede, og hun løb stort set lige derud og samlede op.

Så skulle vi gå fri ved fod fra markeringen og op mod dirigeringen. Undervejs blev der skudt mod dirigeringen. Hun var totalt i sin egen verden og gik af hånd en enkelt gang. Men vi kom da frem i nogenlunde behold. Dirigeringen var på en gås og den direkte linje gik skråt over en grøft. Jeg sendte hende direkte på gåsen. Hun afveg lidt fra linjen, så jeg stoppede hende, da hun var på linje med gåsen. Det tog et par fløjt, før damen fik lyst til at sætte sig. Til gengæld krævede det så kun en enkelt kommando at sende hende til venstre over grøften og lige ud til gåsen. Hun samlede spontant op men trådte to gange i vingerne på vej hjem, så hun tabte gåsen. Ca. 10 meter fra mig lagde hun den med et udtryk, der fortalte, at nu var det altså nok med den gås. Jeg fik hende til at samle op igen og komme helt hjem med den.

Oprindeligt ville dommeren have, at makkerhunden i søget og Vixen sammen skulle gå fri ved fod gennem det skrub, hvor landmarkeringerne faldt. Jeg udtrykte vist min ærgrelse over dette, da det var et terræn, der var meget ujævnt og svært at gå i, og jeg ville helt sikkert miste Vixen, fordi jeg ville have travlt med at holde øje med, hvor jeg selv satte fødderne. Dommeren, der jo bestemt ikke er uden humor, mente, at det ikke kunne blive meget værre med vores fri ved fod, så det…… Hun endte nu med at lade os beholde linen på, indtil vi kom på den anden side af skubbet. Makkerhunden skulle gå først hen til søget; derefter var det Vixen. Behøver jeg at sige det: Hun gik elendigt og igen gik hun af hånd en enkelt gang.

I søget blev makkerhunden sendt først. Det medførte en smule lyd hos Vixen, men jeg fik det stoppet. Selve søget gik rigtig godt. Hun kom i hele området og tog uden tøven alle vildtarter. Eneste minus var, at hun virkede lidt trykket, hvis hun kom for tæt på makkerhunden, som var en hanhund. Det har jeg oplevet andre gange, hvor hun har været i søg med en hanhund. Hvis hun søger med tæver, er der derimod ingen problemer.

Cookie brillerede om søndagen. Hvor hun om lørdagen fik et 0 pga. lyd m.m., så kørte hun med klatten om søndagen. Hun endte med en 2. præmie, da hun ikke var så pjattet med at samle gåsen op, og den blev lagt nogle gange på vej hjem. Men når man tænker på, at det ikke er langt tid siden, at Helle var i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet kunne stille Cookie, da hun stort set ingen nakkemuskler havde, så må jeg sige, at hun virkelig har rykket sig. Jeg er vildt stolt af dem.

Nu går vi i træningslejr inden årets sidste prøve den 22. september, men når jeg ser tilbage på, hvor mange gange jeg har skrevet, at NU skal vi have styr på den fri ved fod, så tvivler jeg på, at det når at blive bedre inden næste prøve. Men…..man skal jo være optimistisk og ikke miste håbet



  • Comments(0)//blog.wildmountain.dk/#post21

Vi lever endnu

Latest news / Sidste nytPosted by Lis Kudsk [Webmaster] Wed, September 05, 2018 21:07:30

Så er der igen gået lang tid uden opdateringer. Men vi lever altså endnu. En af grundene til radiotavsheden er, at jeg jo blev midlertidig arbejdsramt. Det er jeg naturligvis lykkelig for, men mit nye midlertidige job trækker tænder ud – særlig i begyndelsen, hvor alt var nyt – og der er en forventning om, at jeg også lægger nogle timer udenfor arbejdstid. Så vi har altså lavet noget, men jeg har bare ikke haft energi og overskud til at skrive om det. Og så har jeg besluttet, at jeg siger ja til alle de opgaver, der kommer min vej. Man ved jo aldrig, hvad et kan føre til. Så jeg har pænt meget at lave.

Vixen og jeg har fortsat vores træning hos Marianne. Det har været rigtig godt, og det er dejligt med nyt terræn og nye øjne. Vi har samtidig trænet hos Pernille, og det har også været godt. Der er blevet rusket op i nogle ting, der var blevet for slappe.

Vixens stressniveau er ikke blevet lavere. Jeg gør, hvad jeg kan – synes jeg – for ikke at få det til at blive værre. Men jeg er jo selv lidt flyvsk og temperamentsfuld, så det er ikke altid, det lykkes. Her de sidste par uger har jeg dog virkelig bestræbt mig på at være mere afslappet. Jeg har trænet en del alene med hende i Haunstrup, hvor hovedfokus har været fri ved fod. Vi har gået en lang tur igennem skoven med små indlagte opgaver, som kunne løses, hvis hun kunne gå afslappet. Og det har hun faktisk været rigtig dygtig til. Så jeg har håb for fremtiden :-)

Jeg er også begyndt at træne noget mere dirigering på vand. Det foregår på den måde, at hun får tre dummyer på vand: En til venstre, én til højre og én ligeud. Jeg sender hende på ligeud men stopper så og sender hende enten til højre eller venstre. Der er hun blevet rigtig skarp og tager mine kommandoer så flot.

Tiva bare vokser og vokser og bliver sødere og sødere. Hun er sindssygt sød og kærlig og elsker at komme helt op i hovedet på én for at kæle. Hun er også meget lydig og ekstremt lærenem. Leif får en opgave med ikke at gå for hurtigt frem, for det kan virkelig være svært at lade være, når hun bare tager imod alt, hvad man giver hende. Han træner stadig hos Sanne Ammitzbøll, og det er han rigtig glad for. Her får han alle de grundlæggende ting banket ordentligt fast, så der er noget at bygge videre på.

Vi har opgivet hendes ører. Vi er kommet for sent i gang med at korrigere dem, og de VIL bare leve deres eget liv. Og det må de så gøre. Hun skal naturligvis udstilles, for hun er en rigtig pæn hun, men med de ører, bliver hun aldrig en udstillingsstjerne. Heldigvis er vi også langt mere interesseret i, at hun er en sød hund, der kan og vil arbejde. Så alt er godt.

Forleden var jeg ude og træne med Helle og Cookie. Helle havde taget en gås med, som hundene lige skulle prøve kræfter med. Jeg lægger den til Vixen og går derfra. På et tidspunkt falder jeg (over mine egne ben???) og lander med et brag på jorden. Luften blev slået ud af mig, så jeg måtte lige ligge og sunde mig lidt. Åbenbart var Vixen klar over, hvad der skulle ske, for efter at have kikket på mig og så på gåsen og på mig igen, så løb hun ud, samlede op og leverede den i skødet på mig. Skøre hund! I øvrigt viste det sig, at jeg har bøjet et par ribben, så det var ikke mærkeligt, at jeg lige skulle sunde mig lidt.



  • Comments(0)//blog.wildmountain.dk/#post20

Nyt fra Vestfronten

Latest news / Sidste nytPosted by Lis Kudsk [Webmaster] Fri, June 22, 2018 21:29:19

Vi har ikke trænet hos Pernille siden april. Hun har skåret lidt ned på holdene, da hun jo har overtaget Dummyshoppen. Da hun fjernede torsdagsholdene, som var det, vi gik på, så var der pludselig ikke længere plads til os på Pernilles hold. Så efter at have gået et stykke tid uden en streng instruktør til at rette på mig og Vixen så var vi - Helle og jeg - så heldige at få en plads på et hold hos Marianne Pedersen. Det er dejligt med nye øjne og nyt terræn.

Vixen har godt nok ikke vist sig fra sin bedste side. Hun stresser utrolig let for tiden, hvilket medfører lidt lyd. Jeg ved ikke helt, hvad der er galt. Måske har jeg ikke trænet nok, måske har jeg presset hende for meget, eller måske det Tivas indtog i familien, der har sat sine spor. Jeg har selvfølgelig trænet lidt selv, en del med Helle og en del med Martin. Martin er god til at fortælle mig ting, som jeg først ikke har lyst til at høre. Men når jeg så tænker over det, så har han jo ret. Helle og jeg er måske lidt for gode til at bekræfte hinanden i, at det hele går ganske fint. Og vi har måske også en tendens til at skære lidt hjørner og være tilfredse med noget, som vi ikke burde være tilfredse med. Så det er dejligt igen at gå hos en instruktør.

I mellemtiden har Pernille tilbudt os en plads på et onsdagshold. Det tilbud har vi selvfølgelig taget imod med kyshånd. Helle og Cookie har også fået en plads, så det er bare skønt. Vi var af sted i onsdags, og vi og hundene blev udfordrede. Også bagefter under kaffen blev vi udfordrede, da det er virkeligt svært ikke at købe noget i Dummyshoppen :-)

Martin har vist os et nyt sted at træne i Gullestrup. Der er nogle små søer, som er gode til at øve dirigeringer over vand. Vi behøver jo ikke træne svømning, så der er ingen grund til, at hundene skal bruge alle kræfterne på at det. Desuden er terrænet en del anderledes, end hvad vi er vant til, så der er masser af muligheder for at lave alt muligt. Skønt med nye omgivelser.

Tiva vokser som hun skal og er en dejlig, lille hundehvalp. Leif har gået til hvalpetræning hos Sanne Ammitzbøll, og det har været rigtig godt. Heldigvis fortsætter holdet senere på sommeren. Han er godt til at træne små, korte sekvenser med hende herhjemme. Hun er utrolig lærenem, og der er allerede nu styr på mange ting. Fra Leifs side er der en smule frustration ind i mellem, da han klikkertræner hende. Men det er jo også nyt for ham, så han kan godt blive lidt usikker på, hvad der er rigtigt og forkert. Heldigvis har vi klikkerkloge folk i omgangskredsen (Helle, Martin, Gitte), så der er hjælp at hente. Desuden har Helle og jeg udvidet vores lille ”træningsvirksomhed” med lidt hvalpetræning. Eneste deltagere er Leif og Hanne (som skulle have haft en Vixen-hvalp men nu har fået en hvalp fra June og Odd i Norge).

Tiva er en utrolig sød og dejlig vaps. Hun er meget rolig og kærlig. Hun har endnu ikke bidt noget i stykker. Hun har gnavet lidt i nogle ting, men ikke noget alvorligt. I denne tid, hvor døren til kælderen og fra kælderen og ud til haven står åben, så finder vi dagligt ting i haven, som Tiva har slæbt med ud. Det kan være legetøj, men det kan også være vores sko (som hun er kommet lidt op i højden), andre ting hun finder i kælderen, og en enkelt gang en BH, som hun havde hugget fra vaskekælderen. Hun er en lidt blød hund; der skal ikke så meget til at gøre hende ked af det. Så det er godt, at det ikke er mig, der skal træne med hende.

Vi bøvler jo som sagt lidt med Tivas krøllede ører. Vi har haft dem tapet, men da hun så fik en grim øreinfektion, droppede vi tapen i en periode. Vi skal i gang med at tape igen, da de skide ører helt lever deres eget liv. Forleden fik hun lidt problemer med maven. Hun havde i den grad tyndskid; det stod ud af hende med 110 km/t. Jeg er egentlig ikke sart, men jeg var ved at gå i gulvet over lugten. Aldrig har jeg lugtet noget så grimt. Hun er nu på ris og kylling og ZooLac, så vi håber, det går den rigtige vej. Leif var ved dyrlægen forleden for at veje hende: 8,9 kg. Dyrlægen syntes, at hun var for tynd – og hun er bestemt heller ikke tyk. Men hun vejer nogenlunde det samme som Vixen, da hun var i den alder, så…. Vi har nu alligevel besluttet at skrue lidt op for madmængden. Vi har fulgt foderanvisningerne, og derudover har hun fået en del godbidder ifm. træningen (og fordi hun bare er så sød :-)), men hun har en glubende appetit og tømmer skålen hurtigere end Vixen tømmer sin, så måske skal hun have lidt mere.



  • Comments(0)//blog.wildmountain.dk/#post19

Knækører

TivaPosted by Lis Kudsk [Webmaster] Wed, June 06, 2018 10:34:00

Da vi hentede Tiva i Sverige, foldede hendes ene øre forkert. Indtil da havde begge ører siddet korrekt, men pludselig fik det højre øre sit eget liv, og det nægtede at lægge sig ind til hovedet, som vi ellers godt kan lide. Lidt senere besluttede det venstre øre sig også for at gå imod standarden og begyndte at folde forkert.

Knækører, eller ører der folder forkert, er jo et eller andet sted harmløst. Men det giver altså hunden et helt forkert udtryk, og i udstillingssammenhæng vil det trække ned. Så derfor har vi besluttet, at vi vil forsøge at ændre på ørernes stilling, mens det stadig er muligt. Så længe brusken i ørerne er blød, kan man være heldig at ændre på ørernes stilling. Men det kræver, at man taper ørerne fra nu og indtil et stykke tid efter tandskiftet (5-7 måneders alderen). Ørerne skal ikke være permanent tapet. Vi prøver at holde dem i den korrekte stilling med tape i 2-3 dage. Derefter får de ro og luft i 1-2 dage og så tape på igen. Eller.....dette er vores hensigt. Tiva er ikke enig. Hun gør, hvad hun kan for at få tapen af. Egentlig er hun sød og forholdsvis lydig, men det er klart, at det generer hende lidt, og når hun klør ørerne, lykkes det hende ofte at få kløet tapen af. Vi bruger en kirurgisk tape for at genere hende mindst muligt. Da det er for sensitiv hud, klistrer det ikke så meget og er derfor lettere for hende at få fjernet.

Vi håber, at vores anstrengelser bærer frugt, og at Tiva får nogle fine ører, der lægger sig ind til hovedet. Hvis det ikke lykkes, vil vi dog elske hende lige så højt.





  • Comments(0)//blog.wildmountain.dk/#post18

Årets anden tollerjagtprøve

PrøverPosted by Lis Kudsk [Webmaster] Mon, May 28, 2018 21:45:16

Årets anden tollerjagtprøve var lagt i Jylland. Nærmere bestemt i Auning øst for Randers. Vixen og jeg skulle igen forsøge os i åben klasse. Vi var i alt fire i klassen – deriblandt Helle og Cookie. Helle havde ikke været sikker på, om Cookie ville være klar til prøven. Men da hun nu er trappet ud af binyrebarkhormonen og har fået både muskler og energi tilbage, så blev hun tilmeldt.

Prøven blev afholdt i et lille men spændende område med en lille sø omkranset af træer. Der, hvor vi tollede, var der et hul i trærækken, så vi havde udsyn til søen. Men for at komme i vandet skulle hundene passerer en sivbælte på et par meter. Uden i søen lå der masser af åkander. Så det var udfordrende. Prøvelæggeren var Henrik Hansen, som havde lagt en spændende prøve for alle klasser. Dommer var Christian Brix, der som altid var i højt humør og meget fair i sin bedømmelse.

Åben klasse var sidste klasse på dagen, da man havde valgt at lægge vinder efter begynder og så derefter holde frokost. Vixen var første hund i åben klasse.

Vi lagde ud med at tolle, og det forløb som det plejer: Masser af fart og ro, når det var påkrævet. Så kom dobbeltmarkeringen på vand. Sivene var så høje, så Vixen kun så ænderne, mens de var i luften. Jeg kunne se, hvor de landede. Til gengæld så kunne jeg ikke se Vixen, før hun var et godt stykke ude af sivene. Den første hentede hun uden de store problemer. Den anden måtte jeg hjælpe lidt til med, men den kom hjem.

Lige derefter var der en dirigering, hvor linjen lå lidt til højre for den anden markering i dobbeltmarkeringen. Der var ligesom lavet to ”motorveje” ud igennem sivene. Ifm. dirigeringen ville jeg gerne have Vixen til at tage den højre. Hun tog den venstre, hvilket førte hende i en helt forkert retning. Der var ikke andet at gøre, end at lade hende komme igennem sivbæltet og ud på åbent vand. Hvis jeg korrigerer hende for tidligt, vender hun om. Hun kom fri af sivene, og jeg begyndte at sende hende mod højre. Hun hang lidt fast i området, hvor den første and i markeringen var faldet. Det lykkedes mig at få hende skubbet lidt mere til højre og op på land. Så var det bare at sende hende til højre. Hun måtte lidt længere ud end det sted, hvor anden lå for at få færten. Men det lykkedes.

Så var det tid til dobbelt landmarkering. Vi skulle gå fri ved fod op i området (ca. 20-30 meter). Vixen blev ved min side, men elastikken var i den grad spændt, så det var ikke nogen pæn fri ved fod. Markeringerne blev begge kastet ifm. et læbælte mellem marken og vejen. Den første landede på vejen, mens den anden landede på marken i noget halvhøjt bevoksning. Her var Vixen helt med på, hvor de lå, og det tog ikke lang tid, før begge ænder var hjemme.

Så var det tid til en pause. Det er jo det gode ved at starte som den første i et makkerpar i frit søg. Første hund får mulighed for et hvil, mens hund 2 laver tolling, vandmarkeringer, dirigering og landmarkeringer. Da vi sad lige op og ned af søen i pause, var Vixen dog ikke specielt afslappet. Hun fulgte med i alt, hvad der foregik, selv om hun ikke kunne se noget.

Da makkerhunden blev færdig var det tid til sidste opgave: Det frie søg. Fuglene lå dels i et sivområde, dels i et ”skov”-område og dels i højt græs. Vixen søgte rigtig flot og med god fart, og hun kom over hele området. Desværre – og uvist af hvilken grund – lagde hun en and på jorden. Så der røg lige en præmiering.

Jeg var rigtig tilfreds med Vixen. Jeg syntes, at hun arbejdede rigtig god. Hun var fint dirigerbar, selv om jeg gerne havde set, at hun lyttede lidt mere til mig. Hun var god i det frie søg, hvor hun jo har haft lidt problemer med at gå i stå og nogle gange komme tilbage.

Dommeren var åbenbart også tilfreds med hende, for hun fik en 2. præmie. Grunden var selvfølgelig den and, hun lagde på jorden i søget. Han var dog heller ikke imponeret over hendes fri ved fod og så den gerne forbedret til næste gang.

Cookie endte med et 0. Hun knaldede på vandmarkeringen og så dem derfor slet ikke. Det betød, at Helle ikke kunne overbevise hende om, at der var noget i vandet. Da vandmarkeringerne ikke lykkedes, droppede de dirigeringen. Til gengæld var hun fantastisk på både landmarkeringerne og i det frie søg. Så alt i alt var Helle tilfreds med hende. Bare det, at hun var klar til at stille på prøve, var gevinst nok i sig selv.



  • Comments(0)//blog.wildmountain.dk/#post17

Titertest – hvad er nu det?

SundhedPosted by Lis Kudsk [Webmaster] Mon, May 28, 2018 09:44:10

Den 15. april var jeg til et foredrag med dyrlæge Lise Bang Hansen. Jeg havde længe gerne villet til et af hendes foredrag, så da Helle gjorde opmærksom på, at hun nu kom til Middelfart, så fik jeg mig tilmeldt.

Lise Bang Hansen er dyrlæge med mange års erfaring fra både Danmark og England. Hun har uddannet sig til veterinær homøopat, men grunden til, at jeg har hørt om hende, er, at hun i sin bog ”Giv din hund og kat et sundt liv” bl.a. skriver om vaccinationer.

Jeg har gennem noget tid prøvet at følge med i den debat, der har været omkring vaccination af hunde. Det har været lidt svært at finde hoved og hale i det, og de dyrlæger, jeg har spurgt om emnet, har helt klart ment, at man bør vaccinere sin hund mod hundesyge, parvovirus og smitsom leverbetændelse mindst hvert 3. år. Diskussionen omkring vaccination eller ej har kørt i andre lande – f.eks. USA – i mange år. Men herhjemme var det nok Lises bog, der har været med til at sætte gang i diskussionerne.

Det siger jo sig selv, at man gerne vil sikre sig, at ens hund er dækket mod diverse sygdomme. Omvendt så vil man jo også gerne undgå at give den vacciner, som den ikke behøver. De fleste vacciner har bivirkninger, og der er ingen grund til at udsætte ens hund for en risiko, hvis det ikke er nødvendigt.

Jeg manglede svar på nogle spørgsmål omkring hele det her vaccinations-halløj, før jeg ville turde ikke at vaccinere – og det må jeg sige, at jeg fik under foredraget med Lise.

Allerførst så er det vigtigt at understrege, at når Lise taler om det her med vaccinationer, så er det ikke hendes holdning eller mening. Hun gengiver alene de anbefalinger, som WSAVA (World Small Animal Veterinary Association – Verdenssammenslutningen af smådyrsdyrlæger) giver. WASAVA er et organ, som rådgiver dyrlæger verden over. De nedsatte en international ekspertkomité, bestående af fire af verdens førende immunologer. I 2010 kom disse eksperter med nogle retningslinjer omkring vaccinering af hunde. Af en eller anden grund er det de færreste dyrlæger, der kender til eller følger disse anbefalinger.

Kort fortalt siger anbefalingerne, at man selvfølgelig skal vaccinere sine hunde mod kernesygdommene, så de er dækket. Men de siger også, at ”den sidste hvalpevaccine mod kernesygdommene gives, når hvalpen er 14-16 uger. Dette skyldes, at tæven giver immunitet videre til sine hvalpe i op til de første 14-16 uger, og at denne ”overførte” immunitet kan forhindre vaccinerne i at virke”.

Da hvalpen via moderen (hvis den har fået mælk fra moderen) er beskyttet mod de tre kernesygdomme (hundesyge, parvovirus og smitsom leverbetændelse i op til 16 uger, så vil det give god mening IKKE skal vaccinere hvalpe på 8 uger. Hvis man vaccinerer en hvalp på 8 uger, vil denne vaccination i bedste fald ikke have nogen virkning. Det, der sker, er at de antistoffer, hvalpen har fra tæven, går ind og bekæmper vaccinen. Så man aktiverer slet ikke hvalpens egne antistoffer. Oveni vaccinerer man dem i den måske mest stressfulde periode i deres liv. Det vil sige, at mens deres immunforsvar er i fuld alarmberedskab pga. vaccinen, så udsætter man dem for at skulle forholde sig til nyt hjem, nye mennesker etc. Ikke så sjældent oplever man, at hvalpe, der lige er flyttet hjemmefra døjer med ørebetændelse, dårlig mave etc. Måske fordi deres immunforsvar allerede er på overarbejde? Anbefalingen er derfor, at man vaccinerer dem, når de er 14-16 uger. Hvis man vil være sikker på, at hvalpen er dækket, kan man titerteste den som 12-14 uger. Hvis titertesten viser, at hvalpen ikke er dækket, bør man vaccinere på dette tidspunkt. Ellers venter man, til hvalpen er 16 uger. Dernæst kan man vaccinere igen efter et år. Hvis en titertest herefter er positiv (viser, at hunden har antistoffer mod alle tre sygdomme - og det har de i 98% af tilfældene), bør det ikke længere være nødvendigt at vaccinere, da den vil være dækket resten af dens liv. Hvis hunden har antistoffer, så har den antistoffer. Den kan ikke have mere eller mindre antistof, og den vil aldrig skulle ”boostes”. Selv om testen på et tidspunkt skulle vise, at antistofferne ikke er så ”fremtrædende”, så betyder det ikke, at de er på vej til at forsvinde. Det svinger lidt op og ned, hvor meget antistof, der er – og hvis der er antistof, vil hunden være beskyttet.

Kan man socialisere en ikke-vaccineret hvalp?

Ja, det kan man. Risikoen for at få en hvalp, der er dårligt socialiseret er langt større end at få en hvalp, der bliver smittet med en af de sygdomme, vi vaccinerer for. Så tag den endelig med til hvalpesocialisering, træning etc.

Hvad så med at deltage i konkurrencer, rejse over landegrænser etc.?

DKK har været fremme i skoene og besluttet, at en titertest kan afløse en vaccination. Det vil sige, at hvis man kan fremvise en positiv titertest hvert fjerde år, så kan man deltage i arrangementer under DKK. Måske vil DKK med tiden komme frem til, at én positiv titertest i hundens liv er nok. Men der er vi ikke endnu.

Mht. til at rejse over landegrænser så er der for de fleste europæiske lande ikke krav om kernevacciner. Her kræver man kun rabiesvaccinen. Rabiesvaccinen kan man ikke titerteste sig ud af for at undgå at vaccinere. Her er det et ufravigeligt krav, at hunden skal have fået en rabiesvaccine min. 21 dage, før man rejser ind i et andet land. Rabies er en vaccine, der ofte medfører bivirkninger. Så hvis man har behov for at vaccinere mod rabies, så skal man ikke gøre det samtidig med, at hunden får andre vacciner. Lad der gå nogle uger imellem.

Vi vil gerne deltage på prøver i Norge, Sverige og Tyskland. Her har vi et problem, da kennelklubberne i disse lande stadig kræver, at hundene er vaccineret mod kernesygdommene. Så her må vi beslutte, hvad der er vigtigst for os. Og så kan man jo begynde at lægge pres på disse landes kennelklubber og påpege, at DKK har vist vejen frem.

Er det alle dyrlæger, der tilbyder en titertest?

Det kunne det i princippet godt være, men det er det ikke. Tidligere var det en forholdsvis dyr test, da man sendte blodet ud af landet til undersøgelse; og måske til forskellige europæiske laboratorier. I dag kan dyrlægerne købe et titertest-sæt til rimelige penge. Der skal bruges mere tid på en titertest end på en vaccination, da det ca. tager en ½ time at få resultatet. I den halve time skal der sidde en veterinærsygeplejerske og overvåge testen. Derfor vil en titertest blive lidt dyrere end en vaccination. Tiva har lige fået foretaget en titertest (som 12 uger) hos Byens Dyreklinik i Viby. Den betalte jeg 389,00 kr. for, hvilket jeg finder rimeligt. Hvis din lokale dyrlæge ikke tilbyder inhouse titertest, så læg pres på dem. Det er den eneste vej frem. Tiva test viste i øvrigt, at hun er fuldt dækket på parvo, mens smitsom leverbetændelse og hundesyge er ved at klinge af. Jeg kan vælge at teste igen, når hun er 14 uger. Det har jeg besluttet ikke at gøre. I stedet bliver hun vaccineret, når hun er 16 uger.

Hvad med de andre vacciner?

Nogle dyrlæger anbefaler, at man vaccinerer mod kennelhoste og evt. leptospirose.

Kennelhoste kan man lidt forenklet sige er en slags influenza eller halsbetændelse. De fleste hunde kan fint klare en omgang kennelhoste. Kun hvis hunden er svagelig, eller der er tale om en lille hvalp, kan der være en risiko. Hvis der er tale om en kortsnudet race (fransk bulldog etc.), der i forvejen har svært ved at trække vejret, kan det også give mening at vaccinere for kennelhoste.

Der er ganske få hunde hvert år, der får konstateret leptospirose. Vaccinen mod leptospirose er den vaccine med flest bivirkninger. Da der findes rigtig mange typer leptospirose, og vaccinen kun beskytter mod et par stykker af dem, så hunden skal være ”heldig”, hvis den tilfældigvis får en af de få typer af leptospirose, som man kan vaccinerer imod. Og da leptospirose er forholdsvis let at helbrede med penicillin, hvis den opdages i tide, er der ingen grund til at risikere de bivirkninger, som vaccinen kan give.

Så hvad betyder det for os som opdrættere?

Det vil betyde, at hvalpe fra vores opdræt ikke vil være vaccineret, når de rejser fra os. Vi vil naturligvis fortælle vores hvalpekøbere, hvorfor vi ikke vaccinerer, og hvordan og hvornår de fremadrettet skal vaccinere. Og hvis man ikke ønsker at købe en 8 ugers hvalp, der ikke er vaccineret, så kan man gå til andre opdrættere. Vores hvalpe vil naturligvis stadig få lavet en sundhedsundersøgelse.

Jeg har netop fået lavet en titertest på Vixen. Det var tre år siden, hun blev vaccineret, og det var egentlig tid til en re-vaccination. Men da hun havde en positiv titertest, så vil hun ikke blive vaccineret mere. Hun vil dog blive titertestet hvert 4. år, så jeg stadig kan deltage i arrangementer under DKK.

Neutralisering

Lise indledte i øvrigt foredraget med at fortælle lidt om neutralisering af hunde. Jeg har altid været modstander af neutralisering, med mindre der lå noget sundhedsmæssigt bag. Hvis man ikke gider, at en tæve er i løbetid i jagtsæsonen, eller gider tørre op efter den, så køb en hanhund. Hvis man ikke gider en hanhund, fordi den er for fokuseret på tæver eller strejfer, så læg lidt kræfter i at opdrage den.

Lise fortalte, at en undersøgelse fra 2013 på golden retrievere viste, at der var en markant øget risiko for HD, korsbåndsruptur, lymfosarcom, hæmoangiosarcom og MCT hos de neutraliserede hunde. Denne undersøgelse kan ikke umiddelbart overføres til andre racer, men det giver da stof til eftertanke.

Dyrlægen vil ofte argumentere for en sterilisation af en tæve med, at det minimerer/fjerner risikoen for brystkræft og livmoderbetændelse – uanset race. Men er det det værd, når man ved, hvilke risici der er? For de fleste racer er der en øget risiko for de øvrige kræftformer, inkontinens og – og det er ikke mindst interessant for vores race – en øget risiko for immunrelaterede sygdomme.

Nogle tror, at en hanhund, der er aggressiv over for andre hunde, bliver mindre aggressiv, hvis den kastreres. Det er oftest ikke tilfældet. Hvis den aggressive adfærd f.eks. skyldes usikkerhed, kan den i stedet forværres på grund af manglen på testosteron. Der er faktisk studier, der har påvist, at kastrerede hanhunde er mere aggressive – både over for mennesker og andre hunde - end intakte hanhunde.

En rutinemæssig neutralisering vil aldrig resultere i et bedre helbred for hunden.

Det her emne – neutralisering – er så interessant, at jeg håber, at Lise en dag vil få stof nok til et helt foredrag om dette ene emne.

Anne Iversen, der er autoriseret translatør, har påtaget sig at oversætte WSAVA’s anbefalinger på dansk, og hun har tilladt mig at offentliggøre dem. Så er er et link til anbefalingerne, som de af jer, der gerne vil vide mere, kan læse i vedhæftede pdf-fil:



  • Comments(0)//blog.wildmountain.dk/#post16

Vi præsenterer: Digby Tollers Peregrine (Tiva)

TivaPosted by Lis Kudsk [Webmaster] Mon, May 28, 2018 09:16:39

De seneste uger har budt på en del hvalpebesøg i Sverige for at se til Tiva og hendes søskende. Heldigvis er der kun en forholdsvis kort køretur til Skurup, hvor Agneta og Tina bor, så det har været til at overkomme.

Vi er blevet taget så godt imod af Agneta og Tina og de øvrige hvalpekøbere, som vi har mødt næsten alle sammen. Det har været skønt at kunne følge med i, hvordan kuldet udviklede sig og spændende at vente på at få at vide, hvilken hvalp der var Tiva.

Under et af vores besøg mødte vi Johnny – hvalpenes far. Hans stambogsnavn er Cairnton’s Pirate at Javahill. Vi havde ikke mødt ham før, så vi havde glædet os til at se ham. Og så er det altid spændende at se, hvordan en hanhund håndterer mødet med et kuld hvalpe. Vi var imponerede. Han var så god til at omgås dem. Lidt forbavset til at starte med men hele tiden sød og venlig overfor dem. Vi var også imponerede over, hvor fint han håndterede de tre tæver i husholdningen. Sidst han mødte dem, fik han jo både lov til at komme på jagt og parre, så der er muligvis været nogle forventninger. De tre piger blev lige tjekket ud; det kunne jo være, at de var i løbetid. Men det var de ikke, og så var han helt afslappet omkring dem. Han kunne endda finde ud af at lege trækkeleg med den yngste, Betty, som er lige omkring 1 år (og en halvsøster til Tiva). Det var virkelig dejligt at se. Jeg kan bedst lide at kende faderen til den hvalp, jeg skal have. Men omvendt så havde vi stor tillid til Agneta og Tina. Og udover at være en sød og rar hund, så er Johnny meget smuk.

Lørdag den 28. april var det endelig tid til at hente Tiva hjem. Vi var lidt spændt på, hvordan den lange køretur skulle gå, men det viste sig, at vi ikke havde grund til bekymring. Vi havde taget Vixen med. Så kunne de vænne sig til hinandens lugte på vej hjem. Kristian havde bedt om også at komme med; han havde sådan glædet sig til en ny hvalp i familien.

Efter at have fået papirerne underskrevet, fået en rigtig fin hvalpepakke, fået de sidste ting snakket igennem og givet Tiva mulighed for at brænde lidt krudt af, var det tid til at sige farvel. Vi gruede lidt for den 4 timer lange tur til Vildbjerg og havde forberedt os på forskellig vis, hvis nu Tiva ikke syntes om at køre bil. Vi kunne have sparet os alle bekymringerne og forberedelserne. De første fem minutter peb hun en lille smule, men så faldt hun i søvn og sov det meste af vejen til Vildbjerg. De gange, hun var vågen, var hun ude og tisse – hvor hun også fik lov til at hilse på Vixen for første gang. Ellers blev hun nusset af Leif, der sad på bagsædet eller tyggede i sit legetøj. Sikke en nem hvalp!

Da vi kom hjem, fik Vixen og Tiva lov til at løbe lidt rundt i haven, så de kunne lære hinanden bedre at kende. Dvs. Tiva var mere interesseret i at lære Vixen at kende end omvendt. Vixen havde bestemt ikke brug for en hvalp i sit liv.

Da vi besluttede os for en hvalp, var vi jo i den situation, at jeg var arbejdsløs og dermed havde masser af tid til at vænne hvalpen til at være alene hjemme. Desuden kunne Leif tage ferie. Men mens vi ventede på at hente Tiva hjem, fik Leif nyt arbejde, hvor han skulle starte den 2. maj. Og han kunne ikke starte et nyt job med at holde ferie. Så skete der det, at jeg fik et 3 måneders vikariat som Executive Assistant hos LEGO med start den 24. april. Selv om vi begge var meget glade for at henholdsvis få nyt job og få et vikariat, så var timingen elendig. Heldigvis er min chef en meget berejst og venlig mand, og i ugerne 18 og 19 ville han være i USA på østkysten, hvor tidsforskellen til Danmark er 6 timer. Så han var helt med på ideen om, at jeg arbejdede i Billund fra 8-12, kørte hjem og tilbragte en times tid med at aktivere hvalp og derefter logge på og arbejde to timer udover arbejdstid. Det ville betyde, at jeg var tilgængelig lidt flere timer for ham. Så først fra uge 20 skulle Tiva til at lære at tilbringe en hel dag alene hjemme.

Vi har indrettet en hvalpegård i stuen - både for at afgrænse det område, hun har, når hun er alene, og for at have et sted, hvor hun kan komme i ”time out”, når det er nødvendigt. Og så har hun fra opdrætteren lært at tisse/skide i en balje med træpiller. Så sådan en står i hvalpegården, og det har bare virket helt fantastisk. Vi har meget få tissetåre, der ikke ender i træpillerne. Et kæmpestort cadeau til opdrætterne for at bruge tid på at lære hvalpene dette.

Hvad er det så for en hvalp, vi har fået? Tja, hun er utrolig velafbalanceret. Hvis der er noget, hun ikke har set før, eller som forskrækker hende lidt, så sætter hun sig ned og ser ud til at overveje situationen. Hun har adskillige gange været med på camping i weekenden, og det tager hun totalt afslappet. Hun har adgang til campingvogn, fortelt og en indhegning foran forteltet, og her går hun ud, når hun skal besørge. Hun er naturligvis genstand for en masse beundring. Der er stort set ingen, der kan gå forbi uden at skulle nusse hende. Så hun bliver socialiseret på alle mulige mennesker: Voksne, børn, mænd med skæg, folk med solbriller, andre hunde og alle mulige slags køretøjer.

Vi tilbragte Kr. Himmelfarts-dagene på camping. Torsdag var hun på besøg hos Helle, Kim, Troja og Cookie. Her tilbragte hun hele eftermiddagen. Hun lærte, hvad der er OK, og hvad der ikke er OK, når man er en lille hvalp og havde i det hele taget en god dag.

Fredag stod den på café-træning i Middelfart. Leif og Kim gik en lille tur med hundene, mens Helle og jeg fik brugt lidt penge. Da vi mødtes foran den café, hvor vi skulle spise brunch, sad Leif på en bænk med Tiva. Hun var faldet i søvn. Alle de oplevelser havde tæret på hende. I stedet for at stresse op og ikke vide, hvad hun skulle gøre af sig selv, så lagde hun sig på bænken og faldt i søvn! Vi bar hende hen til caféen, hvor hun sov under min stol, mens vi var der.

Om eftermiddagen kom Martin og Line forbi med deres to labbedutter, Chinook og Frida. Da vejret var fantastisk, og da campingpladsen ligger lige ned til Lillebælt, benyttede vi os af lejligheden til at tilbyde Tiva hendes første svømmetur. Det tilbud tog hun imod uden tøven, så nu er det også prøve.

Nætterne er gået utrolig godt. Jeg havde en idé om, at hun skulle sove i sit bur ved siden af vores seng. Det fungerede fint for Vixen, så hvorfor ikke for Tiva?? Nu er det jo Leifs hund, og Leif ville have Tiva i sengen, så sådan blev det J Så hun har siden første nat hos os sovet i sengen. Og det har fungeret så fint. Hun bliver puttet ved 23-tiden, og omkring kl. 5.30 er Leif oppe og tisse med hende. Ingen uheld i løbet af natten. Hun er god til ret hurtigt at finde ro, når vi går i seng – også selv om vi ser lidt fjernsyn.

Relationen til Vixen er kun blevet bedre. Hun havde en periode, hvor hun ikke ville have noget med Tiva og gøre, og Tiva skulle ikke komme for tæt på. Så kom en periode, hvor Vixen åbenbart havde accepteret, at Tiva var kommet for at blive, så Vixen tolererede hende, men der var ingen tegn på, at de skulle blive gode venner. Så pludselig kom der hul på bylden, og de leger nu rigtig godt sammen. Vixen er så blid over for hende og finder sig i utrolig meget. Hvis Tiva bliver for voldsom, bliver hun dog sat på plads – men på en god måde. Denne ændring i deres forhold har vi ventet på. Vi ved, at Vixen har savnet Chili og Daisy, og det var svært for hende, da hun blev alene. Så at hun nu har accepteret Tiva og endda leger med hende, er bare helt fantastisk.

Leif er startet på hvalpetræning hos Sanne Ammitzbøl. De er fire hvalpe på holdet – et par labber og en flat. Og det går bare så godt. Og det er godt for Leif, for Sanne har øjne i nakken, og Leif får at vide, hvis det ikke er godt nok (og han får også ros, når det er godt).

Eneste minus er, at Tivas ører folder. Da vi hentede hende, var det kun det højre øre. Kort tid efter begyndte også venstre ører at leve sig eget liv. Vi har nu fået vejledning i, hvordan man taper ørerne, så de forhåbentlig sidder, hvor de skal, når brusken bliver hård.

Vi glæder os rigtig meget til at se, hvad livet med Tiva vil bringe. Indtil videre har det været utrolig positivt. Hun er en fantastisk hvalp med en indbygget ro – og så bider hun stort set ikke!





  • Comments(0)//blog.wildmountain.dk/#post15

Årets første jagtprøve

PrøverPosted by Lis Kudsk [Webmaster] Mon, May 28, 2018 09:02:42

Den 27. april blev årets første jagtprøve i Tollerklub-regi afholdt. Den var en del af Tollerdays, som i år blev afholdt af Kreds Sjælland.

Som så ofte før var prøven lagt i Kongskilde-området i Sorø. Prøveleder var Brian Sølvkjær, som havde lagt en god prøve. Mange af momenterne blev dog ændret af dagens dommer.

Jeg deltog med Vixen i åben klasse. Der var oprindeligt tilmeldt tre hunde i åben klasse, men da én måtte trække sig pga. løbetid, så var vi to tilbage.

Som sædvanlig blev der lagt ud med working test. Der var kun tilmeldt hunde i begynderklassen. Sverker havde valgt, at søget skulle ligge på begge sider af noget vand. Vandet var ikke svømmedybt, og der var 1½-2 meter over på den anden side - og hundene kunne se den dummy/den and, der lå der . Det blev påpeget, at dette var lidt usædvanligt. Men reglementet siger ikke noget om, hvorvidt man må lægge søget på den måde, og dommeren understregede, at det ikke ville trækken ned, hvis hunden ikke kom over ”vandet”, men at det ville være en ekstra bonus, hvis den gjorde. I øvrigt ville den hund, der søgte på den anden side, blive belønnet med at finde en dummy/vildt, så det var egentlig bare god træning.

Kvalifikationsprøven var lidt speciel. Reglementet var ikke blevet fulgt. Bl.a. skulle hundene gå fri ved fod mod skjulet, hvor reglementet siger, at man starter i skjulet. Også rækkefølgen af posterne var ændret ifht. reglementet. Bedømmelsen var heller ikke ifht. reglementet, idet den ene af de to hunde, der bestod ud af de fire deltagende hunde, bestod på trods af, at den havde fugl på jorden flere gange. Hverken prøveleder eller dommer var helt opdateret på, at man ikke måtte ændre på rækkefølgen, og dommeren var åbenbart ikke opdateret på, at der ikke må være fugl på jord. Der var ingen af deltagerne eller publikum, der gjorde opmærksom på fejlen, så oplægget ikke ændret.

Begynderklassen kørte fint. Der var flere hunde, der havde problemer med tilbagesendingen. I mine øjne var den OK. Den lå ikke synligt for hunden, men vejen derud var en tydelig synlig linje.

I åben klasse, hvor jeg jo deltog med Vixen, gik det helt galt. Vi to deltagere fik forklaret posterne, og det viste sig, at hundene under hele prøven skulle arbejde sammen, hvor reglementet siger, at hundene kun møder hinanden i det frie søg. Dommeren blev gjort opmærksom på dette, men fastholdt oplægget. Her er så en af de situationer, hvor man bagefter kan tænke, om man reagerede på den rigtige måde. Som hundefører vidste jeg, at det ville blive utrolig stressende for Vixen at arbejde sammen med en anden hund under hele prøven. Omvendt så tager jeg også gerne imod en opfordring. Som medlem af JU var jeg faktisk i tvivl om, hvad jeg kunne/måtte gøre. Kunne man stoppe prøven eller klassen? Jeg anede det ikke.

Selve prøven gik, som jeg frygtede. Vixen skulle heldigvis tolle som den første hund. Den anden hund sad 10-15 meter derfra. Tollingen gik rigtig fint: Masser af fart og begejstring og totalt ro i pauserne. Så kom en dobbeltmarkering på linje på vand. Den første hentede Vixen uden de store problemer. Jeg kunne mærke, at hun ikke havde styr på den anden, så jeg valgte at støtte hende. Det var ikke nødvendigt at støtte hende meget, men der var jo tale om en markering, så hun skulle have arbejdet selvstændigt. Omvendt så handler det om at få fuglene hjem, så……

Mens den anden hund tollede og fik vandmarkeringer, sad jeg 10-15 meter derfra med Vixen. Det var ikke let for hende. Jeg formåede at holde piberiet på et minimum, men hun var ikke helt lydløs. Jeg er dog ikke sikker på, om dommeren hørte noget.

Næste post var et frit søg, hvor hundene skulle arbejde sammen. Det foregik på hver side af en skovsti. Til den ene side var der en skovskråning og på den anden side en bræmme med siv og vand. Halvvejs inde i søget, blev vi stoppet for at hente en dirigering. Den anden hund skulle hente først, og imens skulle Vixen og jeg vente et par meter derfra. Det var ikke let. Der var lagt to dirigeringer ud. Den ene lå tæt på, hvor der havde været frit søg i begynderklassen. Den anden lå på en bakketop i nærheden af, hvor der var faldet en markering i kvalifikationsprøven og i begynderklassen. Min makker skulle vælge først, og han valgte bakketoppen men fik ikke sin fugl hjem. Jeg kunne nu vælge, hvilken jeg ville have. Da jeg havde forberedt mig på dirigeringen i søget, fastholdt jeg den. Mit håb var, at vandet ville trække Vixen derud. Hvad jeg ikke lige havde forudset var, at der jo også var vand på hendes højre side hele vejen derud. Det var der, vi havde lavet vandmarkeringerne. Så det krævede en del handling at få hende derud. Men det lykkedes, og vi fik fuglen hjem.

Så fortsatte vi med søget, som vi fik tømt. Dernæst kom to dobbeltmarkeringer på vand. Ved første dobbeltmarkering skulle Vixen hente først, mens hun ved anden markering skulle hente sidst. Begge gange falder markeringerne samme sted, som dobbeltmarkeringerne efter tollingen. Vinklerne var bare nogle andre. Da jeg sendte hende på den første vandmarkering, knalder makkerhunden. Den springer ud i vandet og lander ovenpå Vixen, som bliver presset helt ned under vandet. Jeg får kaldt hende op i ro og mag, giver hende et par minutter til at komme sig og sender hende så igen. Her var det nødvendigt at hjælpe hende en hel del. Da hun skulle vente, mens den anden hund hentede, var hun i den grad ved at brænde sammen oven i hovedet, og der kom en del lyd. Det blev ikke bedre ved anden dobbeltmarkering, hvor Vixen skulle hente den sidste. Her kom vi så langt ud, at det lød som om, at hun havde slugt en trillefløjte. Så da jeg skulle sende hende, var hun så stresset og kørt op, så jeg måtte støtte hende hele vejen ud. Men igen – vi fik fuglen hjem.

Det er jo altid let at være bagklog, og måske skulle jeg have nægtet at deltage i det setup, som dommeren havde lavet. Det enorme pres, som begge hunde var udsat for, medførte, at de begge havde meget lyd. Omvendt så er jeg stolt af, at vi fik alle fugle hjem. Og jeg er stolt af, at hun – på trods af hendes mentale tilstand – formåede at lytte til mine kommandoer.

Vixen og jeg fik en 3. præmie for vores indsats. Det burde dog have været et stort 0 pga. al piberiet.

Dagen blev afsluttet med vinderklassen, hvor der var to deltagere. Den ene var Vixens kuldbror, Silver, som med en 1. præmie ville kunne smykke sig med titlen ”Dansk Toller Jagtprøve Champion”. Der kræves 3 x 1. præmier i vinderklasen, og to af dem skal være på en dansk prøve. Silver fik sin første 1. præmie sidste efterår. Silver er allerede champion i Sverige. Her kræver man – udover 3 x 1. præmie – at hunden består en praktisk jagtprøve. Så Silver har bestemt, hvad der kræves for at blive champion. Han er en fantastisk hund, som arbejder eminent godt. Han er som sin søster temmelig meget oppe og køre, men Jan har formået at styre det og omdanne det til noget godt. Der er jeg ikke – endnu – med Vixen. Silver fik sin anden 1. præmie på prøven og blev dermed den første danske Toller Jagtprøve Champion. Det kan diskuteres, om dommerens bedømmelse af Jan og Silver var i orden. Det vil jeg undlade at gøre her

Der var mange fejl på den prøve. Nogle var vi ikke opmærksomme på, andre var vi fuldt ud klar over og gjorde dommeren opmærksom på. Skulle / kunne vi have gjort mere? Jeg ved det ikke. Vi har nu henvendt os til DKK for at høre, hvordan vi som JU/prøveleder skal forholde os i sådan en situation.

Det pudsige er, at der på dagen INGEN protester eller bemærkninger kom vedrørende prøven – ikke til os som JU/prøveleder - på trods af, at der deltog folk, som faktisk er mere inde i sagerne, end vi er. Efterfølgende kom der en enkelt skriftlig protest til bestyrelsen, men da man skal protestere på dagen, har den ikke så meget værdi. Og der har åbenbart også efterfølgende været en heftig korrespondance, hvilket fik et medlem af klubben – som ikke var der på dagen – til at kontakte bestyrelsen/JU og på en temmelig perfid måde stille spørgsmålstegn ved, om man fremadrettet skal ignorere reglementet, når man lægger prøver, og om man skal acceptere, at dommeren ikke dømmer efter reglementet. Vedkommende kender jo selv svaret på de spørgsmål, så der er ingen grund til at kommentere det her. Det, jeg til gengæld gerne vil kommentere, er, at det netop er sådan nogle bemærkninger/mails etc. der gør, at det er et utaknemmeligt og udmattende job at gøre en indsats for klubben. Vedkommende kunne have ringet til mig eller Hanne og spurgt, hvad der foregik. Så havde jeg givet den forklaring, som jeg også har skrevet her. Vi var klar over, at nogle af klasserne ikke var iht. reglementet, og at der ikke blev dømt iht. reglementet, og dette blev kommenteret af JU/prøveleder på dagen. Dommeren valgte at ignorere dette. Spørgsmålet er, hvad vi så skulle/kunne have gjort. Det var vi ikke klar over på dagen. Jeg håber, at vi bliver klogere. Hvis der på prøven var nogle, der var klogere på dette område end os, så ville det have klædt dem at henvende sig. Og ingen af de, der efterfølgende har haft travlt med at ringe rundt og kommentere på prøven, har henvendt sig til os for at udtrykke deres bekymringer. Til gengæld har der åbenbart været en heftig korrespondance udenom JU blandt nogle af deltagerne, hvilket medførte, at bestyrelsen og JU modtog en mail fra et medlem, der ikke var til stede på prøven på dagen med spørgsmål om, hvorvidt man fremadrettet skulle ignorere reglement ifm. prøvelægningen og præmieringen. Temmelig perfidt efter min mening, for selvfølgelig skal man ikke det.

Min oplevelse som mangeårigt medlem af Tollerklubben er, at man skal være psykisk robust for at kunne holde til at gøre en frivillig indsats. Jeg har siddet i flere udvalg og i bestyrelsen, og det har i den grad været hårdt – ikke på grund af de mange timer, man har lagt i arbejdet, men fordi en flok medlemmers største ønske er at man skal fejle, og de gør, hvad de kan for at gøre livet surt for en. Det undrer ikke mig, hvis det kan være svært at finde frivillige til at sidde i bestyrelse og udvalg.

For Hanne var dette dråben, der fik bægeret til at flyde over, og hun er nu trådt ud af JU. Jeg er stadig i overvejelsesfasen. Jeg vil rigtig gerne være med til at arrangere prøver for klubbens medlemmer (inkl. mig selv) og gøre en indsats, men det kan blive for meget "op af bakke".





  • Comments(0)//blog.wildmountain.dk/#post14
Next »